Det vi har sammen

Mand gav folk stød (Video)

Foto: TV ØST

Politiet anholdt natten til tirsdag en 24-årig mand fra København, der gik omkring i Marielyst og gav folk stød

Manden gik ved tre-tiden rundt på Marielyst Strandvej i Væggerløse på Falster sammen med en kammerat og gav folk stød med en el-drivstav, oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi. El-drivstave bruges normalt til at kontrollere landbrugsdyr og udsender stød svarende til et stødhegn.

Da ordensmagten nåede frem, forsøgte den 24-årige forgæves at gemme sin strømpistol. Han er nu sigtet for overtrædelse af våbenloven.

- Vi ser meget alvorligt på sagen, især fordi det er sket i et område, hvor folk går i byen, og det kan hurtigt blive meget ubehageligt, fortæller Steen Nørskov, politiinspektør ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Se TV2 ØSTs interview med politi og feriegæster i videoen herunder:
[video:video_mangler:090728_stav.flv]

Også i Marielyst havde nattens hændelse gjort indtryk på feriegæsterne:

- Det er da ikke særligt rart at vide, at folk kan finde på at tage den slags våben med i byen. Det hører slet ikke hjemme i nattelivet, lød det fra Rasmus Eldrup i dag.

Lars Lindgaard, der også holder sommerferie i byen var knap så overrasket:

- Vi har efterhånden haft en del episoder hernede, og miljøet er blevet mere råt. Men det er da skræmmende, fortæller han.

Den 24-årige står efter al sandsynlighed til at blive straffet med en bøde.

Tip os Har du et godt tip?