Mads Gudiksen tæt på bombeofre

Søndag eftermiddag blev fem danske soldater og en civil fotograf såret ved en bombeeksplosion i Afghanistan. Mads Gudiksen er sammen med to kolleger fra TV2 Øst netop i disse dage ude for at besøge de danske soldater i Helmand. Læs Mads' blog fra den chokerende dag

"Det er løgn. Det kan ikke passe". Tankerne går næsten i stå i hovedet på mig, da meldingen lyder.

En halv time forinden sad vi sammen med kompagnichefen og planlagde vores tur til den fremskudte base Budwan og mulighederne for at komme med ud på patrulje. Vi blev afbrudt af et rygte om at et køretøj i netop det område havde ramt en vejsidebombe med flere danskere såret. Kort efter blev alle i vores lejr samlet på pladsen foran flagstangen.

"Vi har seks sårede danskere og en brite. De er alle fløjet til felthospitalet. Den værst sårede er en dansk pige. En fotograf, som nogen af jer måske kender". Ja. Det gør nogen af os. Vi fulgtes med hende herned i flyveren fra Danmark og tilbragte meget tid de første dage her i Camp Bastion sammen med hende. Hun tog op til Budwan før os, men skulle rejse hjem sammen med os senere. Nu er hun hårdt såret.

Vi vidste jo godt, at når man tager til Afghanistan, og ud med soldaterne, så er der en vis risiko for at blive beskudt eller støde på en mine. Men lige pludselig kommer det hele meget tæt på. Det er ikke bare en overskrift i avisen. Det er een vi kender. Og det er et sted, hvor vi skal hen om kort tid. Det kunne lige så nemt have været os.

"Operation minimize. Operation minimize". Højttalerne råber ud over hele den brittisk/danske lejr. Og det betyder, at INGEN må ringe eller skrive hjem og fortælle om hændelsen indtil alle de såredes pårørende er blevet underrettet. Og den danske fotograf er på operationsbordet og kan derfor ikke kontakte sine forældre.

Det er jo ellers det eneste, man har lyst til lige nu. Ringe hjem og sige, at man er ok. Men erfaringen er, at rygterne spredes hurtigt derhjemme. Og ingen kunne tænke sig, at ens egen kæreste eller mor skulle få nyheden at vide fra anden side, eller fra medierne.

Kort efter bliver vi kaldt sammen igen. Vi frygter det værste. På vejen kommer vi forbi feltpræstens telte. Her hænger et gammel tomt granathylster på hovedet og fungerer som klokke. Vinden får den til at bimle forsigtigt. Jeg har slet ikke lagt mærke til det før. Men det gør jeg nu.

Heldigvis er meldingen positiv. Hun er kommet til sig selv efter operationen, har ringet hjem og får ingen varige mén. Heller ingen af de andre tilskadekomnes situation er kritisk. Og kort efter afblæses "operation minimize". Vi løber til telefonerne for at ringe hjem og berolige vore nærmeste.
Men det er svært, når man selv er blevet urolig. Vi har jo hele tiden kendt til risikoen. Men den er blevet noget mere konkret.

Her til morgen var vi forbi felthospitalet og besøge den unge fotograf og de øvrige sårede. Flere af dem havde små sår i hoved og på hænder. Een havde mistet et par fortænder. Flere af dem noget af hørelsen. Fotografen lå med et stort sår i siden. Men så ellers glad og uberørt ud, bortset fra en omtåget fornemmelse efter bedøvelsen. Det var rart at snakke med hende. Men jeg tror, vi alle også føler os lidt omtågede efter det seneste døgns hændelser.

Mads Gudiksen

Se tidligere blogindlæg fra Afganistan:

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App