Madmarked med lokale varer åbnet 1. maj

1. maj åbnede et nyt madmarked i Præstø, hvor konceptet er lokale varer til overkommelige priser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et nyt madmarked med lokale og regionale fødevarer er åbnet i Præstø 1. maj. Markedet er båret frem af lokalsamfundet, der har bakket så massivt op, at det har overgået alle forventninger.

Der er blevet hamret, skruet og kørt ærinder i en sjælden grad på og omkring Havnepladsen 10 i Præstø i løbet af de seneste dage. Her har en stribe frivillige medhjælpere og andre kæmpet for at blive færdige med et nyt banebrydende madmarked, som åbnede 1. maj klokken 9.

Det skriver foodculture.dk.

Overvældende interesse

Konceptet hedder Præstø Madmarked og skal sælge et bredt udvalg af lokale og regionale fødevarer til priser, der kan konkurrere med supermarkederne. Det er netop den idé, der har vækket lokalsamfundet til live.

- Vi har oplevet en overvældende interesse for at være med i projektet, fortæller Birgitte Escherich, der for små 2 år siden fostrede ideen til madmarkedet.

Storm af henvendelser

Hun er til daglig direktør for Kostkompagniet, men bruger i øjeblikket al sin tid som direktør for Præstø Madmarked.

- Det har helt klart overrasket os meget, at alle typer af mennesker har ytret stor glæde ved ideen og meldt sig til at hjælpe. Jeg vil tro, der deltog over 100 meget entusiastiske mennesker til vores borger-avler-møde, hvor vi fortalte om projektet, og at vi søgte partnere. Vi har ligefrem måttet oprette en støtteforening for alle dem, der vil frivilligt vil støtte os, og så har der været en storm af henvendelser på Facebook, siger Birgitte Escherich.

Vil udvide konceptet

Planen er at udvide konceptet, så der over de næste 5 år skal være 40-45 madmarkeder i Danmark.

Det nye marked ligger på Havnepladsen 10 i Præstø.

 


Nyhedsoverblik