Lystsejler sad fast under svingbro

En lystsejler fejlvurderede tirsdag eftermiddag afstanden mellem sin båd og den bro, han ville under og endte med at sidde fast.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sejlturen tog en noget uventet drejning, da en skipper tirsdag eftermiddag ville under svingbroen i Næstved. Ved 14-tiden forsøgte han at komme under broen, men hans lystbåd var for høj til at komme igennem.

- Nogen havde fortalt ham, at han kunne komme under, og det forsøgte han så. Ofte ser det jo ud som om, man ikke kan komme under, når man nærmer sig broen, men viste sig altså at holde stik i det her tilfælde, siger Jesper Møller Petersen, der er havnechef i Næstved.

Det er første gang i sine 9 år i arbejdet omkring svingbroen, at han har måttet ud at hjælpe nogen fri, fordi de sad fast under den.

- Det sker uden tvivl engang imellem, men jeg tror, at folk som regel kommer fri selv. I dag havde vinden presset ham her den forkerte vej, så han ikke kunne komme ud, og så var der højvande, hvilket måske har snydt ham, og så måtte jeg ud og hjælpe, siger havnechefen.

Vippede båden fri

Han kalder det en ret banal aktion og forklarer, at det kun tog 2 minutter at få lystbåden fri. Der blev sat et tov fast til masten og ved at vippe båden, kom den fri af svingbroen.

Der er 8 meter op til broen ved normal vandstand, men højvandet kan have snydt lystsejleren.

Både skal være lave nok

Ingen kom til skade ved brouheldet, der kun kostede svingbroen lidt ridser.

Ifølge Jesper Møller Petersen er det kun muligt at komme under broen, hvis ens båd er lav nok til det, da den ikke bliver åbnet for lystsejlere.


Nyhedsoverblik