Det vi har sammen

Lys forude for pendlere med rejsekort

Foto: TV ØST

Der er godt nyt til togpendlerne. Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) kræver, at problemerne med det omstridte rejsekort bliver løst inden årets udgang.

Inden året er omme, skal trafikselskaberne bag det elektroniske rejsekort komme med en løsning på de omfattende takstproblemer, der har været på Sjælland, hvor det har været umuligt for tog- og busrejsende at finde ud af, hvad en rejse koster.

Det fortæller transportminister Pia Olsen Dyhr (SF), efter at hun torsdag har holdt et såkaldt statusmøde med Trafikstyrelsen, trafikselskaberne bag rejsekortet og Folketingets trafikordførere i sit ministerium.

- Trafikselskaberne skal sætte sig sammen med Trafikstyrelsen for bordenden, og inden udgangen på det her år skal de komme med et forslag til, hvordan man gør takststrukturen gennemskuelig på Sjælland, siger hun til Ritzau og tilføjer:

- Der er en politisk interesse i, at det her skal løses, og det skal være til fordel for forbrugerne. Det har jeg en forventning om, at trafikselskaberne leverer. Selv om trafikselskaberne finder frem til en løsning, vil der formentlig gå et år, før ændringer bliver indfaset.

- Nu skal vi først have et forslag, og så skal vi i gang med at føre det ud i livet. Jeg håber, at det træder i kraft inden januar 2015. Gerne før hvis det er muligt, siger Pia Olsen Dyhr.

30 punkter på liste

Det helt store problem med rejsekortet på Sjælland har været, at en rejse kan have forskellig pris afhængig af, i hvilken retning man foretager den. Rejsekortet har siden sin indførelse været ramt af en række problemer. Derfor lavede rejsekortet en såkaldt aktionsliste på sin hjemmeside, hvor brugere af kortet kunne indberette problemer.

Aktionslisten er senest opdateret 28. august, og de 30 punkter på listen er enten løst, eller også er de ved at blive det. De omfattende problemer fik i sommer parterne bag rejsekortet til at udskyde udfasningen af klippekortet i hovedstadsområdet til 1. juni 2014.

Den deadline bliver fastholdt, oplyser Pia Olsen Dyhr.

FAKTA

  • Rejsekortet er Danmarks elektroniske billet til busser og tog og drives af Rejsekort A/S. Rejsekortet har imidlertid været ramt af en række børnesygdomme, hvor en rejse på Sjælland eksempelvis har en forskellig pris afhængig af, i hvilken retning man foretager den.
  • Rejsekort A/S blev dannet i 2003 og er i dag ejet af Movia, DSB, NT, Metro, Sydtrafik og Midttrafik. Da kontrakten med leverandøren East-West Denmark blev indgået i 2005, var det planen, at rejsekortet skulle have været færdigudviklet og i drift i 2009.
  • Per 4. august 2013 var der udstedt 535.576 rejsekort.
  • Per 4. august 2013 var der foretaget 26,4 millioner rejser via rejsekort.
  • Rejsekort A/S har som ambition, at der årligt skal foretages 500-600 millioner rejser og foretages 1,5 milliarder transaktioner med kortet.
  • Rejsekort A/S har en målsætning om, at to millioner kunder har et rejsekort.
  • Ifølge fagbladet Ingeniøren løber den samlede pris for udviklingen og forsinkelsen af rejsekortet op i omkring to milliarder kroner. Alene DSB har brugt over en milliard kroner på at indføre og drive det blåhvide plastikkort.

Kilde: Rejsekort.dk

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App