Det vi har sammen

Lusket mail vil franarre folk bankdata

En mail, der er forklædt som en meget troværdig henvendelse fra Danske Bank eller PBS, søger at franarre pc-brugere vigtige bankoplysninger.

Pc-brugere skal være på vagt over for en mail, der ser ud til at være afsendt fra enten Danske Bank eller PBS.

Der er tale om et fupnummer - men desværre et overbevisende et af slagsen. Derfor er der frygt for, at danskere kan gå i fælden og afgive vigtige bankoplysninger til fupmagerne.

Mailen forsøger at få folk til at oprette en kode og henviser til, at det så vil være nemmere at handle i internetforretninger. Man skal downloade og udfylde en formular.

- Denne mail er det bedst udførte forsøg på phishing, som vi har set i Danmark indtil nu. Bagmændene bruger tekst og udtryk, som de har kopieret fra bankerne og PBS, den er skrevet på et helt fornuftigt dansk, og afsenderadressen ser umiddelbart aldeles tilforladelig ud, siger Michael Gøttsche, dansk chef for it-sikkerhedsselskabet McAfee.

Med phishing forsøger de kriminelle at "fiske" sig til oplysninger på baggrund af for eksempel en hjemmeside, der ser korrekt ud.

- Hvis man har udfyldt den vedhæftede formular, bliver man ledt til PBS's rigtige hjemmeside, og alt ser korrekt og trygt ud. Men i virkeligheden har e-mailformularen sendt kontonummer, pinkode, telefonnummer og e-mailadresse videre til den kriminelle bande, der står bag. Derefter er det en smal sag for de kriminelle at lænse forbrugerens konto, nu eller på et senere tidspunkt, siger Michael Gøttsche.

Generelt vurderer han, at Danmark er kommet på det globale landkort som et interessant mål for en ny tids kriminelle bander. De udfører blandt andet angreb mod de danske netbanker. Mange mails i forbindelse med it-fusk er i dag oversat til dansk.

- En del er naturligvis ubehjælpsomme og lette at gennemskue. Men andre er ganske godt udført, og for den lidt naive forbruger eller medarbejder i en virksomhed er det væsentligt lettere at blive narret af en mail på dansk, siger Michael Gøttsche.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App