Præstø-sagen skal gå om

Forstanderen for Lundby Efterskole anker nu sin dom i Præstø-sagen. Anken betyder, at eleverne skal igennem en ny retssag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forstander på Lundby Efterskole, Truels Truelsen, vælger at anke den dom, han fik fredag den 1. februar.

Det erfarer DR Nyheder.

Skolen anker ikke - men det gør forstanderen

Retten i Nykøbing Falster dømte både Truels Truelsen og Lundby Efterskole skyldige i uagtsom legemsbeskadigelse i forbindelse med kæntringsulykken på Præstø Fjord i februar 2011. Ifølge DR Nyheders oplysninger vælger skolen i modsætning til Truels Truelsen at acceptere dommen.

Skolen blev idømt at betale 25 dagbøder af 10.000 kroner, mens Truels Truelsen blev idømt 60 dages betinget fængsel og frataget retten til at undervise elever til søs.

Mener, at hans regler blev brudt

Ifølge DR Nyheders oplysninger vælger forstanderen at anke, fordi han ikke selv var på skolen, da ulykken skete, og fordi han mener, at han havde udstukket retningslinjer for sejlads, som ikke blev overholdt.

Kort efter dommen valgte Truels Truelsen at sygemelde sig, og i stedet har viceforstander Lars Jensen været konstitueret forstander. Men DR Nyheder erfarer, at Truels Truelsen nu raskmelder sig og vender tilbage til skolen torsdag morgen.

Beslutning kommer efter møde

Onsdag formiddag holder Truels Truelsen møde med Frie Skolers Lederes formand Mogens Lorenzen, hvor de skal drøfte anken.

Kæntringsulykken skete den 11. februar 2011, og her blev syv elever erklæret klinisk døde, mens en lærer, den 44-årige Michael Jørgensen, omkom. I alt var 13 elever og to lærere med ude at sejle, og flere elever må i dag leve med hjerneskader og svære psykiske og fysiske mén.

For flere af de involverede elever og forældre har det største ønske under retssagen været at få forstanderen dømt og stillet ham ansvarlig for ulykken. Flere af dem har også ønsket, at sagen netop ikke ville blive anket, fordi de gerne ville sætte punktum i sagen.


Nyhedsoverblik