Lukning af bandeklubhuse skaber tilfredshed

Foto: TV ØST

Naboerne til Bandidos og Black Army i Næstved er godt tilfredse med, at politiet har valgt at lukke de to gruppers tilholdssteder i to uger.

Skarpt bevæbnede betjente holdt søndag vagt foran Bandidos' klubhus i Ringstedgade samt Black Armys tilholdssted på Nordre Farimagsvej i Næstved.

Ved begge adresser har der været skudepisoder i de seneste dage, og politiet har derfor valgt at lukke for al adgang i 14 dage.

- Nu står politiet og bevogter stedet, og de skulle være flyttet ud af huset. Så det skaber da noget tryghed, siger Palle Taulov, der bor tæt ved Bandidoshuset i Ringstedgade.

Ingen personer er kommet noget til ved skyderierne, men politiet tager situationen meget alvorligt og mener, at uroen er en del af konflikten mellem de to bander, som kæmper om magten i det kriminelle miljø i Næstved.

Ingen accept af afstumpet adfærd

TV ØST talte søndag med flere af beboerne i de to områder, som er utrygge ved situationen, men ingen af dem ønsker at stå frem med navn.

Politiet forsikrer dog om, at der er styr på situationen, så borgerne i Næstved ikke skal være bange. 

- Netop ved at slå hårdt ned på uroen, sender vi et signal om, at vi ikke accepterer den form for afstumpede adfærd i hverken natteliv eller beboelsesområder, fastslår Kim Kliver, politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Rart med opmærksomhed

Medlemmer af Bandidos og Black Army vil også blive forment adgang til barer, diskoteker og restauranter i Næstved.

- Det er rart, at politiet er så opmærksom på, at der kan ske noget og holder øje med det, siger Palle Taulov fra Ringstedgade.

Politiet efterforsker i øjeblikket skudepisoderne for at finde frem til gerningsmændende.

Når de 14 dage er gået, vil politiet overveje, om adgangsforbudet skal forlænges, eller bandemedlemmerne igen kan få lov at benytte deres klubhuse.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App