Loven bremser asiatisk eventyr for efterskole

Både i Kina og Singapore er de vilde med den måde, Odsherred Efterskole underviser på, men loven forbyder skolen at sælge undervisningssystemet til asiaterne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke lang tid siden, at undervisningsministeren i Singapore var på besøg på Odsherred Efterskole, og både han og kinesiske politikere er så vilde med skolens måde at undervise på, at de gerne vil købe undervisningssystemet.

Det oplyser P4 Sjælland.

Synd at forære det væk

Selv om det burde være en ubetinget glædelig nyhed, er den ikke sådan lige at klappe i hænderne over, for loven forbyder skolen at sælge systemet videre, og det ærgrer skolens forstander Tom Hagedorn.

- Det er synd og skam, at Danmark forærer 150 års udvikling væk. Det er fint, at skoler har udveksling med Kina, men lige nu forærer vi guld væk. Det er mange penge og jobs værd. Det er et område, der kunne skaffe store eksportindtægter til Danmark, siger Tom Hagedorn.

Må ikke drive virksomhed

I marts var undervisningsminister Christine Antorini (S) ude at understrege, at lovgivningen forbyder en statsstøttet efterskole at drive virksomhed, men sagen har nu fået Rasmus Horn Langhoff (S), der er medlem af Folketingets børne- og undervisningsudvalg, til at skrive til ministeren og opfordre til, at man finder en løsning.

- Når der er noget, vi er gode til som andre gerne vil købe, så synes jeg, vi skal overveje om ikke vi skal tjene nogle penge på den slags. Det er altså ikke penge, vi har for meget af for tiden. Det er fantastisk, at vi lokalt er så gode til noget, at en minister fra Singapore vil komme hele vejen til Odsherred for at høre om det og for at tilbyde at købe noget viden på det område her, siger han til P4 Sjælland.

 


Nyhedsoverblik