Lolland-Falster åbner ambassade i København

Det internationalt klingende navn Embassy of Lolland Falster er navnet på det nye initiativ, som skal markedsføre sydhavsøerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det skriver Børsen i dag.

- En ambassade er jo et sted, hvor man viser, hvad man står for. Og her er det altså noget med at tage et stykke Lolland-Falster med til København for at vise det frem, fortæller Morten Nørup-Nielsen, direktør i erhvervs- og turismeorganisationen Business LF.

Selvom der med det engelske navn og ambassadebetegnelsen er tale om lidt af en gimmick, understreger Morten Nørup-Nielsen, at det skam også er alvorligt ment.

Flere turister til området

En af baggrundene for tiltaget er, at Lolland og Falster nu vil gøre noget ved de problemer, der er knyttet til at være en del af udkantsdanmark.

Direktøren i Business LF håber, at ambassaden kan hjælpe med at trække flere turister, investorer og højtuddannet arbejdskraft fra hovedstaden sydpå og forhindre, at sydhavsøerne med den nye Femern-forbindelse bare bliver opfattet som en vej mellem to broer.

Lolland-Falster har meget mere at byde på, og det budskab vil man sprede med den nye, lidt anderledes ambassade. Her vil man byde på lokale fødevarer, og så kan man få en smagsprøve på, hvordan det er at holde ferie i området.

- Vi vil forsøge at indrette den spændende og originalt. Den skal være meget synlig udefra, så folk bliver interesserede i at gå ind og måske købe æblemost, marmelade eller andre produkter fra Lolland-Falster, fortæller Morten Nørup-Nielsen om den alternative markedsføringsidé til Børsen.

Ambassaden åbner for offentligheden den 1. december i København.


Nyhedsoverblik