Lolland afviser tab på lån

Lolland har tabt 120 millioner kroner på lån i schweizerfranc, fortæller dagbladet Politiken i dag. Men det afviser kommunen nu.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Schweizerfranc er pludselig kommet på alles læber. Et stort antal kommuner har omlagt deres lån, og de har i den forbindelse været nødt til at realisere et kurstab. Det gælder også Lolland Kommune, men virkeligheden er noget mere nuanceret, end den er blevet fremstillet.


- Jeg vil gerne understrege, at Lolland Kommune selvfølgelig ikke har spekuleret med borgernes penge,siger borgmester Stig Vestergaard.- Som kommune er vi forpligtet til at finde de bedste og billigste løsninger – også når det gælder finansiering af kommunens gæld. Det har vi gjort. Når hele regnskabet er gjort op, har lånene ikke kostet skatteyderne på Lolland penge, siger han videre i en pressemeddelelse.


Lolland Kommune har haft lån i schweizerfranc (CHF) i en årrække, og en del af lånene går tilbage til tiden før kommunesammenlægningen. Samlet udgjorde lånene i midten af 2012 570 mio. kr. Det svarer til omkring halvdelen af kommunens samlede låneportefølje.


- Det er rigtigt, at Lolland Kommune fik et kurstab, da vi lagde vores lån om, forklarer Stig Vestergaard.- Men det hører med til historien, at vi år for år har sparet millioner af kroner i renteudgifter. Og det hører også med, at vi nu har omlagt til en bedre rente i danske kroner. Vores gældsudgifter er faktisk faldet efter omlægningen.


I den periode, hvor de lollandske kommuner har haft lån i CHF, kan den samlede besparelse på renter og afdrag anslås til ca. 50 mio. kr. frem til 2010. Dette skyldes primært renteforskellen mellem den danske rente og CHF renten.


Lån er lagt omLolland Kommune har konverteret alle lån i schweizerfranc i 2012, så den samlede låneportefølje nu er i danske kroner. Baggrunden var risiko for yderligere kurstab og ikke mindst markante rentefald i Danmark. Hvor der tidligere var en rentegevinst at hente ved at optage lån i schweizerfranc, er der nu en rentegevinst at hente ved at flytte lånene til danske kroner. I forbindelse med konverteringen har kommunen været nødt til at realisere et stort kurstab.


- Når vi som kommune skal finansiere en gæld på over 1 mia. kr., så er renteniveauet altså ikke ligegyldigt, understreger Stig Vestergaard. - Vi optog lån i schweizerfranc, fordi vi kunne låne pengene til en væsentligt lavere rente. Det var en beslutning byrådet traf efter nøje overvejelser, og den står jeg naturligvis ved. De penge, vi bruger på at betale unødvendige renteudgifter, kan vi ikke bruge til at levere service til borgerne.


Nyhedsoverblik