Det vi har sammen

Lokalråd vil have gjort farlig vej sikker

Foto: TV ØST

Man kan se fra Ubby til Jerslev - alligevel er den korte vej, der forbinder de to byer, nu blevet et debatemne i byen.

 

På vejen mellem Ubby og Jerslev er der mange biler. Der er også mange fodgængere og cyklister, men til forskel fra bilerne, så er der er ikke gjort plads til dem.

- Jeg er ikke tryg ved det. Bilerne ligger meget snært på én, når man kører på cykel. Og så kører de for stærkt, siger Jørgen Petersen, der onsdag eftermiddag cyklede langs vejen.

I januar 2007 gik det også galt på vejen. En 13-årig dreng fra Jerslev gik sammen med sine to kammerater på Hovedgaden mellem Ubby og Jerslev. Drengene gik i rabatten i færdselsretningen. På en mørk strækning overså en bilist drengene og ramte den 13-årige, der døde ved ulykken.

Der er hverken cykelsti eller fortov langs vejen, og der er kun lys i den ene side. Opsætning af lys langs vejen er dog noget, der er med i en anlægsplan fra Seas NVE, men først til 2011.

- 2011, som formentlig det tidligste, det finder vi helt urimeligt. Vi ønsker altså, at der bliver sat noget pres på, siger Knud Møllmann Jensen, der er formand i Ubby-Jerslev og omegns Lokalråd.

Det pres har de nu lagt på Kalundborg Kommune. Lokalrådet har nemlig skrevet et brev til kommunen, hvor de gør opmærksom på, at de mener, det er uacceptabelt, hvis vejen ikke bliver gjort mere sikker inden 2011. Samtidig efterlyser de også bedre forhold for cyklister og fodgængere på vejen.

Sådanne henvendelser får Kalundborg Kommune mange af. Teknisk udvalg siger, at de i øjeblikket samler alle ansøgninger i en samlet trafiksikkerhedsplan, der skal i høring efter sommerferien. Først derefter vil kommunen prioritere, hvad der skal laves.

 

Tip os Har du et godt tip?