Onsdag blev der afholdt informationsmøde i Nykøbing Falster. Her fortalte Banedanmark om de opgaver, der kommer med jernbaneforbindelsen mellem Ringsted og Femern, som kommer i udbud i år og næste år.
Opgaverne består af støjisolering af 1700 huse, nedrivning af bygninger, en perron på Vordingborg Station skal forlænges og forhøjes, og det største projekt - hvor 18 broer, som går over jernbanen, skal fornyes og er udbudt i en samlet opgave.
- Nedrivning og støjsituationen, der er jeg ret sikker på, at det bliver lokale. Der kan jeg ikke forestille mig andet end, at det bliver lokale mindre virksomheder, der får opgaven. Men bropakken, der kan jeg jo aldrig vide, om det er er en dansk eller udenlandsk entreprenør. Jeg er jo interesseret i at få det bedste og mest effektive, og billigste tilbud, siger Jens Ole Kaslund, som er projektdirektør i Banedanmark.
For små til de store opgaver
Næsten hundrede personer var mødt op til mødet for at høre mere om de forskellige opgaver. En af dem var entreprenør Troels Jørgensen.
- De her mindre opgaver, der tror jeg, vi vil være konkurrencedygtige, for det vil være svært for andre at udføre de opgaver. Det er også, det vi er specialister i og det er det, vores håndværkere er rigtig dygtige til, siger Troels Jørgensen, direktør i Troels Jørgensen A/S.
Han er godt klar over, at den helt store opgave med fornyelsen af de 18 broer, ikke er muligt for de lokale virksomheder.
- De her broer bliver nok for stor en opgave til vores firma, eller firmaer på Lolland Falster i det hele taget. De andre opgaver vil selvfølgelig være meget attraktive, hvis man udbyder dem i mindre opgaver, siger Troels Jørgensen.'
Godt for Lolland-Falster
Men i det hele taget er det positivt, at de lokale virksomheder får muligheden for at byde ind på opgaverne. Blandt andet er støjisoleringen i de 1700 huse udbudt, så hvert enkelt hus skal indhente tilbud fra virksomhederne.
- Det vil betyde, at Lolland-Falster vil få et kæmpe løft. Fordi, det har jo været hårdt for os hernede i en del år. Der mangler jo meget i det private marked, som er fuldstændig dødt for øjeblikket, siger Troels Jørgensen.
Den 14. maj holder Banedanmark informationsmøde i København for udenlandske virksomheder om de samme projekter.