Lokal mand fik tilkendt rekord-erstatning

En 55-årig mand fra Næstved har fået tilkendt en million-erstatning. Et simpelt benbrud blev behandlet på Næstved sygehus, men senere blev manden invalideret af kronisk infektion i benet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 55-årige mand var i 2005 så uheldig at få en garagedør ned over skinnebenet. Det brækkede ben blev behandlet på Næstved Sygehus, men senere gik der kronisk infektion i benet.

Nu kan manden ikke længere varetage sit job som køkkenmontør, og han er tvunget til at arbejde i et flex-job.

Derfor har manden nu fået tilkendt en erstatning på 4,5 million kroner.

- Det er vigtigt for ham. Når man har været vant til at tjene så mange penge, og så pludselig går ned på flexjob, og kun tjener ganske lidt, i forhold til hvad man var vant til, så er det en form for plaster på såret, fortæller mandens rådgiver, Tonny Skoglund. Han er direktør i rådgivningsfirmaet Fuld Valuta i Solrød.

Manden har ikke ønsket at stå frem i TV2 Øst, men har i stedet givet rådgivningsfirmaet lov til at tale på hans vegne.

Her understreger Tonny Skoglund, at den store erstatning ikke skyldes en fejl fra sygehusets side.

- Grunden til, at erstatningen bliver så stor er, at han havde en høj indetjening før skaden. Han tjente omkring 600.000 om året, forklarer Tonny Skoglund.

Manden tog godt i mod nyheden om erstatningen, der er den største af sin art herhjemme.

- Han blev jo jublende glad. Han troede først ikke selv på, at det var så stort et beløb. Så han blev meget overrasket, fortæller Tonny Skoglund med et smil.

 


Nyhedsoverblik