Det vi har sammen

Loge holder hånden over sexkrænker

Foto: TV ØST

En dømt sexkrænker fra Kalundborg er fortsat medlem af Odd Fellow Ordenen. På trods af indsigelser vil ledelsen ikke ekskludere ham.

- Jeg er dybt bekymret over den måde, storlogen har håndteret sagen på, siger Odd Fellow-medlemmet, Dan Hvorslev til BT.

Han er medlem af Odd Fellow Ordenen i Næstved, og er med i en gruppe, der er stærkt utilfreds med, at en dømt sexkrænker fra Kalundborg fortsat er medlem.

Befølte 14-årig

Manden blev i 2011 idømt 30 dages betinget fængsel for at have befølt en 14-årig pige to år tidligere. Pigen og hendes søster kom i hans hjem som feriebørn gennem 4-5 år, skriver BT.

Manden skal blandt andet have taget pigen på brysterne og forsøgt at føre sin hånd ned i hendes bukser. Han nægtede sig skyldig, men en enig domsmandsret i Holbæk idømte ham altså en betinget straf.

Odd Fellow Ordenens ledelse fandt ikke grund til at ekskludere manden, hvilket ifølge Dan Hvorslev har fået flere medlemmer til at melde sig ud af logen.

Giver støtte til nødlidende børn

Ordenen samarbejder med Dansk Røde Kors om støtte til nødlidende børn gennem Børnefonden. Og netop mandens engagement i den slags arbejde falder kritikere for brystet.

En gruppe medlemmer fra Næstved mener ikke, at en ny ville blive optaget i logen, hvis vedkommende havde en lignende dom.

- Tænk på, hvis sådan en broder f.eks skal køre ud med en check til diabetesbørn, hjertebørn, julemærkebørn eller lignende. Det ville aldrig forekomme, skriver gruppen i dokumenter, som BT har fået adgang til.

Andre medlemmer kritiserer anonymt i avisen, at logen ikke lever op til sine egne værdier ved at beholde mandne som medlem.

Mener han er uskyldig

BT har flere gange forsøgt at få kommentarer fra Odd Fellow Ordenens ledelse, men alle har afvist at kommentere sagen.

Den dømte sexkrænker udtaler sig anonymt til avisen, hvor han fortæller, at han kun har kysset pigen godnat på halsen. Han siger, at han aldrig har befølt pigen, og han forstår ikke, hvorfor han blev kendt skyldig.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App