Løslader drabssigtet

Den 24-årige mand, som er sigtet for drabet på en mand i Holbæk sidder ikke længere fængslet. Politiet mener ikke, at der længere er belæg for at holde på ham.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Midt- og Vestsjællands Politi har løsladt den 24-årige mand, der var sigtet for drabet på en 43-årig mand i Holbæk. Den 24-årige blev anholdt natten til lørdag, og han fik i første omgang opretholdt anholdelsen i 72 timer, da han blev fremstillet i grundlovsforhør for dobbelt lukkede døre.

- Det er en del af efterforskningen, at vi skal undersøge relevante personer. Vi skal både se for og imod, og det er så det, vi har gjort her. Nu arbejder vi videre på at finde drabsmanden, siger efterforskningsleder Jacob Olsen, Midt- og Vestsjællands Politi.

Han mener ikke, at anholdelsen og senere løsladelsen af den 24-årige har sat politiet tilbage i efterforskningen.

- Vi har ikke kun kigget på en person i weekenden. Vi har snakket med mange, og arbejdet med flere spor. Det er også et af de spor, vi arbejder med nu. Mere konkret kan jeg ikke blive, siger Jacob Olsen.

Den 43-årige, der var kørestolsbruger, blev fredag fundet dræbt i sin lejlighed i Ladegaardsparken 159 i Holbæk. Politiet har ikke oplyst, hvad der førte til anholdelsen af den 24-årige.

Politiet var igen i dag på gerningsstedet for at tale med folk i området og lave flere tekniske undersøgelser.

- Vi er stadig interesserede i at høre fra folk, der har set eller hørt noget natten mellem torsdag og fredag, siger efterforskningsleder Jacob Olsen.

 


Nyhedsoverblik