Løsgænger melder sig ind i Nyt Guldborgsund

Løsgænger i Guldborgsunds Byråd og tidligere Sydfalster-borgmester Hans Aage Pedersen melder sig nu ind i Nyt Guldborgsund.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Byrådsmedlem og tidligere borgmester i Sydfalster Hans Aage Pedersen har nu meldt sig ind i Nyt Guldborgsund. Han har været løsgænger i Guldborgsund Byråd siden maj, hvor han meldte sig ud af De Konservative efter knap 40 år i partiet.

Tilbud fra borgmesteren

Egentlig havde Hans Aage Pedersen besluttet sig for ikke at melde sig ind i et parti igen, men så fik han et tilbud, han ikke kunne sige nej til. John Brædder, der er formand for Nyt Guldborgsund, og er borgmester i Guldborgsund Kommune, tilbød nemlig Hans Aage Pedersen en plads i partiet.

- Der er jo nogle fordele ved at være i et parti. Når man er løsgænger, så har man ikke et bagland, og så er man ikke særlig attraktiv. Derfor er det rart at have et bagland, siger han.

Vil ikke ændre sine holdninger

Hans Aage Pedersen bliver officielt optaget i gruppen den 1. november. Indmeldelsen i Nyt Guldborgsund vil imidlertid ikke ændre på den rutinerede lokalpolitikers nuværende udvalgsarbejde.

- I dagligdagen kommer indmeldelsen ikke til at få nogen betydning. Jeg tager mine personlige kommunalpolitiske overbevisninger med i Nyt Guldborgsund, siger Hans Aage Pedersen.

Den nye Nyt Guldborgsund-politiker vil ikke udtale sig om, om han genopstiller til kommunalvalget i november næste år.


Nyhedsoverblik