Løse hunde dræber dyreunger

Løse hunde i de danske skove er en stor trussel for dyreungerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fugleunger, rålam og andre dyreunger begynder netop nu at gøre deres entré i verden.

Men det kan blive en kortvarig karriere i livet, for løse hunde kan skræmme ungernes forældre væk.

Og et fugleæg kan ikke klare sig længe uden sin mors varme - og et rålam vil hurtigt dø af kulde eller sult.

- Det er her i maj og juni måned, at de forskellige dyr sætter afkom. Og løse hunde har det jo med at stresse dyr. Det vil sige, at de måske bliver tvunget væk fra deres afkom, forklarer skovfoged hos Skov- og Naturstyrelsen Kjeld Jensen.

Og selv hvis hunden bare kommer i nærheden af dyreungerne eller æggene ganske kortvarigt, så er ungerne stadig i overhængende fare for at dø.

- Problemet er, at hunden afsætter fært. Og den fært kan altså blive hængende på arealet i flere timer, så råen for eksempel ikke tør gå tilbage til lammet, siger Kjeld Jensen.

Skov- og Naturstyrelsen opfordrer derfor indtrængende hundeejerne til at holde deres kæledyr i snor i skovene.

Det samme gør hundeejernes egen forening.

- Vi er godt klar over, at mange hundeejere har mindre styr på deres hunde, end de selv tror, de har. Så derfor opfordrer vi til, at man holder sin hund i snor, der hvor man bør holde den i snor, mener Emmy Simonsen, der er uddannelseskonsulent hos Dansk Kennel Klub.

Paradoksalt nok er der netop nu flere af de såkaldte hundeskove i Danmark, end der har været før. Her kan hundeejerne slippe deres hunde løs og lade dem boltre sig i en indhegnet del af skoven.

Den slags hundeskove er der omkring 150 stykker af i landet.


Nyhedsoverblik