Løfte om flere togsæt på Sjælland

De sjællandske togpendlere vil inden længe få flere siddepladser at kæmpe om i de ofte overfyldte tog.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er måske flere siddepladser på vej til de sjællandske togpendlere.

I hvert fald er togkapaciteten på Sjælland med helt fremme i de politiske forhandlinger om milliardpuljen til bedre og billigere kollektiv trafik, fortæller DAGBLADET Køge.

Puljen blev aftalt mellem regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti i kølvandet på den droppede betalingsring omkring København, og De Radikale ønsker størstedelen af pengene benyttet på Sjælland.

- Vi ønsker 55 dobbeltdækkervogne ud på det sjællandske jernbanenet. Det er det, vi kæmper for i forhandlingerne, det er vores politik, siger Rasmus Helveg Petersen (R), der er medlem af Folketingets Transportudvalg og valgt på Sjælland.

Det radikale ønske koster omkring 650 millioner kroner, men de penge er givet godt ud, vurderer Rasmus Helveg Petersen.

- Vi skal styrke den kollektive trafik, der hvor passagerne er, og vi skal øge kapaciteten på det tidspunkt, hvor passagerne skal bruge den, nemlig når de skal til og fra arbejde, siger han til DAGBLADET Køge.

Formanden for Folketingets Transportudvalg, Benny Engelbrecht (S), bekræfter, at også Socialdemokraterne har den sjællandske jernbanekapacitet højt på forhandlingsprotokollen. Og han henviser til, at det naturligvis er blevet bemærket på Christiansborg og af transportministeren, at overfyldte togsæt ligefrem har været nødsaget til at droppe at stoppe på blandt andet Borup Station.

Men hvor mange penge, der præcist skal bruges på at øge kapaciteten på det sjællandske jernbanenet, vil han dog ikke ind på.

- Jeg er sikker på, at den sjællandske jernbanekapacitet er noget af det, der bliver sat penge af til, men hvordan og hvor meget kan jeg ikke sige. Det skal vi forhandle færdigt i forligskredsen, siger Benny Engelbrecht, der på nuværende tidspunkt ikke vil give et bud på, hvornår forhandlinger om milliardpuljen til kollektiv trafik bliver færdige og et resultat kan meldes ud.


Nyhedsoverblik