Lindholm får sidste chance

Statens Veterinære Institut for Virusforskning på øen Lindholm mellem Sjælland og Møn, der står til at lukke ned allerede i år, kan måske reddes på målstregen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politikerne har besluttet at tage endnu en debat om hvorvidt stedet skal lukkes. Det kommer til at foregå på en kommende høring på Christiansborg. Det fortæller DR Sjælland.

Det skyldes, at der er kommet nye oplysninger, som sætter flere spørgsmålstegn ved hvor smart, det er at flytte virusforskningen væk for den forholdsvis isolerede ø og udlicitere en del af opgaverne til bl.a. udlandet. Navnlig kan det fremover forsinke reaktionstiden, når det hurtigt skal afklares om der vitterligt er udbrudt mund og klovsyge eller andre sygdomme i en dyrebesætning.

Den tidligere Veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Preben Willeberg, der i dag forsker i virus på "University Davies" i Californien frygter, at den ekstra ventetid, der kan opstå, når man skal have svar fra udlandet på virusprøver, kan betyde at der venter samfundet en kæmperegning.

- Det er meget vigtigt hvis man står med en besætning, hvor der er mistanke om svinepest, at man meget hurtigt kan få afklaret om der er hold i det eller ikke hold i det. Hvis sådan nogen prøver først skal til udlandet, så tager det længere tid og det er meget dyrt. For man må lukke for eksporten af svinekød og oksekød i en periode, hvor man ikke er sikker om der er sygdom eller ej. Så det kan blive rigtig dyrt, siger Preben Willeberg.

Det er et enigt fødevareudvalg, der har besluttet at holde en høring om virusforskningen på Lindholm, hvor bl.a. Preben Willeberg er inviteret til at holde oplæg.

Socialdemokratiets fødevareordfører Orla Hav og Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen siger samstemmende til DR Sjælland, at de ikke har taget endelig stilling til Lindholms fremtid endnu, men at de er parate til at støtte en bevarelse af forskningen på øen, hvis argumenterne viser sig at være stærke nok.

Ifølge Fødevareudvalgets formand, Rene Christensen fra Dansk Folkeparti vil udvalget godt kunne underkende beslutningen om at lukke ned på øen, selvom den er truffet af ledelsen på Danmarks Tekniske Universitet, der bestyrer virus-forskningen.


Nyhedsoverblik