Lille Syd-banen er åbnet igen

Mandag morgen genåbnede den sidste del af Lille Syd-banen, der har været lukket siden den 3. august. Det vakte glæde hos flere passagerer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nu kan passagerer igen tage toget mellem Roskilde og Næstved, og det bringer begejstring blandt de mange pendlere, der hver dag benytter den togbane.

- Det er fantastisk. Det har afkortet meget rejsetid, så nu kan man sove lidt længere, forklarer Diana Levinson fra Næstved. Hun tager Sydbanen til og fra skole i Ølby ved Køge hver dag.

Glædeligt gensyn

I weekenden afsluttede Banedanmark planmæssigt den sidste del af fornyelsen af Lille Syd-banen mellem Køge og Næstved, og mandag morgen blev det første tog derfor taget i brug.

For togrutens faste passagerer blev det et glædeligt gensyn med de gamle tog. Det har nemlig ikke været en udpræget succes med de indsatte erstatningsbusser.

- Jeg synes, det var mega irriterende, at jeg skulle køre med togbus i så lang tid. Nogle gang var der ikke plads til, at man kunne være der, og så blev man nødt til at stå op. Så det var bare en belastning, at togene ikke kørte, mener Julie Christensen fra Haslev.

Men også togførerne er glade for at være tilbage på sporet.
- Det er rart at komme tilbage til dagligdagen. Nu har vi kørt her i så mange år efterhånden, så det er rart vende tilbage til det normale igen, siger lokofører Hugo Lauritsen fra sit førerhus, inden han sætter kursen mod Køge.

Bedre togdrift

Sporarbejdet skyldtes, at en del af skinnerne og svellerne på strækningen mellem Køge og Næstved var over 30 år gamle og ved at være nedslidte. Arbejdet har derfor været en nødvendighed, forklarer Niels Andersen, der er projektchef hos Banedanmark:

- Sporene udgør ikke en fare på nuværende tidspunkt, og har ikke gjort det. Men det er klart, at vi løbende laver en vurdering, og i det her tilfælde har vi vurderet, at det var nu, vi skulle gøre det, inden de blev alt for slidte.

Med de nye skinner vil de mange passagerer kunne forvente en mere sikker togdrift, forsikrer Niels Andersen:

- De vil få en større sikkerhed i driften mellem de enkelte strækninger, og vi vil også kunne opsætte hastigheden, der hvor der har været hastighedsnedsættelse i perioder.

Højere hastighed

Under sporarbejdet har man i øvrigt justeret sporene og foretaget en række kurveudretninger, så det på sigt bliver muligt for togførerne at øge hastigheden fra 120 til 160 kilometer i timen.
Senere på året skal sporet justeres igen, og man vil samtidig iværksætte en række restarbejder, der primært skal foregå om natten.

Passagererne på Lille Syd-banen vil altså kunne forvente, at togdriften mellem Roskilde og Næstved i fremtiden vil glide på skinner. 


Nyhedsoverblik