Lille kiosk med et stort bidrag

Foto: TV ØST

En lille kiosk i Svinninge har bidraget med 55.000 kroner til Frelsens Hær. De mange penge betyder, at endnu flere i år kan få julehjælp i Nordvestsjælland.

I Svinninge ligger den lille kiosk Skansen. Her er Habib Dastageer indehaver. Han har i år valgt at bidrage til julehjælpen i Nordvestsjælland.

- Der findes ikke noget dejligere end det her, synes jeg, siger Habib Dastageer, der ejer kiosken Skansen.

Fordi han har spillemaskiner i et rum i kiosken, skal han bidrage med 10 procent af sin omsætning til en forening eller organisation. I år har han valgt, at alle 10 procent skal gå til Frelsen Hær og julehjælpen.

- Om det er Dansk Folkehjælp eller Frelsens Hær, det har ingen betydning. Det handler om at hjælpe. For de her hjælper, dem der har brug for hjælp, siger Habib Dastageer.

Pengene fra Skansen går til Frelsens Hær i Nordvestsjælland. Julehjælpen bliver delt ud i kommunerne Holbæk, Odsherred, Kalundborg og en del af Sorø.

 

Betyder rigtig meget

Hos Frelsens Hær er de virkelig glade for støtten fra Skansen. De 55.000 kroner har stor betydning.

- Det betyder, at vi ikke skal give så mange afslag, som vi ville have været nødt til. Det skal jo hænge sammen i begge ender. Både i forhold til ansøgninger, og i forhold til de penge vi skal bruge, siger Arne Knudsen, der er leder i Frelsens Hær Nordvestsjælland (Holbæk, Odsherred og Kalundborg).

Habib Dastageer havde talt med Arne Knudsen om et bidrag. Men Arne Knudsen fik alligevel lidt af et chok, da han så hvor mange penge, det var.

- Jeg lukke min web-bank op, og så stod der 55.000,-. Jeg rystede en gang på hovedet og tænkte, ej det er forkert. Så store tal havde jeg ikke set før. Så jeg gik tilbage, slukkede og tændte igen for computeren, og de stod der stadig, forklarer Arne Knudsen.

- Det var fantastisk. Det kræver, at man er virkelig taknemmelig, at man trods alt i en mindre by, og i en ikke så stor forretning kommer med 55.000,-. Jeg blev meget glad, siger Arne Knudsen.

De 55.000 kroner har betydet, at endnu flere kan få julehjælp. I alt får 300 familier julehjælp i Nordvestsjælland. Julehjælpen består af alt det mad, der er brug for til juleaften og 1. juledag. Derfor kan forældre spare nogle penge på maden og bruge dem på gaver til børnene i stedet for.

04:16 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App