Lille Claus sikkerhedstestet

Turbåden "Lille Claus" i Sorø har fået nyt inventar. Derfor blev han i dag sikkerhedstestet, inden han igen får lov at byde passagerer velkomne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nye borde, bænke, tag og radio. Turbåden "Lille Claus" i Sorø har i løbet af vinteren fået sig en make over. Derfor kræver Søfartsstyrelsen, at båden sikkerhedstestes grundigt, inden den igen får lov at sejle med passagerer til maj.

- Vi skal lave det, der kaldes en dynamometerprøve. Det betyder, at vi hejser den op og vejer den, laver en stabilitetsprøve og ser hvor meget den krænger, når vi udsætter den for bestemte træk, fortæller Jesper Toulind, som er bådansvarlig i Sorø Bådfart.

Krabaten vejede 8,49 tons og selvom det så voldsomt ud under prøverne, gik alt som det skulle.

- Den vil aldrig krænge som vi har set den i dag, når den er i normal drift, forsikrer Jesper Toulind.

Han har nu indsendt samtlige målinger til Søfartsstyrelsen. Nu er det op til myndigheden om "Lille Claus" kan godkendes til sin 16. sæson på Sorø Sø.

- Det skal han nok blive, og jeg er helt sikker på, at vores gæster kan træde sikkert om bord, siger Jesper Toulind.

"Lille Claus" sejler i løbet af en sæson med lige godt 12.000 passagerer.


Nyhedsoverblik