Liget af den dræbte Anders Mark Hansen er obduceret

I dag blev den 22-årige Anders Mark Hansen fra Lyderslev på Stevns obduceret. Den viser, at han er blevet kvalt til døde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lys, blomster og farvelhilsner vidner om den tragiske hændelse i Fællesskoven på Stevns. Her blev den 22-årige Anders Mark Hansen fundet dræbt i lørdags. I dag blev det slået fast, at han er død af kvælning, og at han samtidig er blevet udsat for grov vold. Midt-og Vestsjællands Politi er i fuld gang med at følge op på de spor, som de har i sagen.

-Vi har en hel del medarbejdere ude for at lave afhøringer for at se, om vi kan danne os et overblik over og få et indblik i den dræbtes omgangskreds, og hvad han var for en person, siger Vicepolitikommissær ved Midt-og Vestsjællands Politi, Per Heide Sørensen.

Samtidig slår Politiet fast, at der ikke er noget, der tyder på, at Anders Mark Hansen skulle være blevet slæbt bag en bil, som rygtet siger. Politiet har nu modtaget omkring 20 henvendelser i sagen, som de er ved at efterforske. Men opfordringen til borgerne er stadig den samme.

-Sidder der nogen derude, der har oplysninger i sagen, så vil jeg indtrængende bede dem om at kontakte os. Vi har ingen banebrydende oplysninger, så vi vil gerne høre fra folk, som har set eller hørt noget, siger Per Heide Sørensen.

Har man oplysninger i sagen, så kan Midt-og Vestsjællands Politi kontaktes på telefonnummer 114.

 


Nyhedsoverblik