Efterlyst lystfisker fundet druknet

Den 59-årige polak, der forsvandt under en kanotur i søndags, er fundet livløs i Søndersø i Maribo.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 59-årig polsk mand, der i weekenden blev meldt savnet under en fisketur i Søndersø ved Maribo, er blevet fundet druknet.

Det bekræfter vagtchef Henrik Karlsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Manden er blevet identificeret, og vi ved nu, at det er den polske mand. Vi har ikke fundet noget mistænkeligt, som tyder på en forbrydelse. Vi betragter det som en ulykke, siger Henrik Karlsen.

Den polske mand, der arbejder i Danmark, tog søndag ved middagstid ud i en kano for at fiske på søen. Han blev på søen, da hans fiskemakker tog hjem for at skifte sit våde tøj.

Da makkeren vendte tilbage, kunne han ikke få øje på den 59-årige og slog alarm til sin arbejdsgiver. Søndag ledte en helikopter, både og politiet efter manden uden resultat.

Eftersøgningen blev vanskeliggjort af kraftige regnbyger i området, og politiet mener, at mandens kano kan være kæntret på grund af blæsten.

/ritzau/


Nyhedsoverblik