Lidl straffes for snebajer-tyvstart

Carlsberg er vred på discountkæden Lidl, som stik mod traditionerne har tyvstartet salget af Tuborgs julebryg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Discountkæden Lidl var allerede torsdag klar med årets udgave af Tuborg Julebryg - også kendt som snebajer.

Dermed brød man en aftale med Carlsberg om, at øllen ikke skal sælges før fredag aften klokken 20.59.

På det tidspunkt vil Carlsberg nemlig traditionen tro køre julebryg ud til 450 kunder i 41 byer. Tyvstarten vækker vrede hos Carlsberg, der nu sætter Lidl på den "sorte liste".

- Lanceringen af Tuborg Julebryg er efterhånden en national begivenhed, som rigtigt mange danskere glæder sig til hvert år. Derfor er det ærgerligt, når indgåede aftaler ikke overholdes, siger salgsdirektør Jette Ramgaard, Carlsberg Danmark.

Flere af Lidls konkurrenter har følt sig nødsaget til at følge efter med det tidlige ølsalg for at leve op til konkurrencen, og har sendt snebajeren i handlen.

Carlsberg har meddelt Lidl, at man næste år ikke vil få leveret Tuborg Julebryg inden den såkaldte "J-dag", hvor øllen sendes ud.

Traditionen med den særlige dag har spredt sig til andre lande, hvor Tuborg er det store internationale mærke.

I år har historien om J-dagen i Danmark sågar spredt sig til en radiostation i Beijing, Kina, oplyser Carlsberg.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik