Døde heste flød i Brønderslevparrets hjem

Brønderslev-familie levede allerede på Lolland i 2006 i skidt og møg i en bolig, der ikke var egnet til menneskebolig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Allerede i sommeren 2006 fik politiet det første kendskab til, hvordan Brønderslev-familien levede med deres syv børn - dengang boede de på Lolland.

Men det blev endnu værre, det syn, der mødte politifolkene, da parret blev anholdt i februar 2010 i Serritslev ved Brønderslev.

Her blev der i udhuset fundet fem døde ponyer, men to heste var i live, men afkræftede. Politirapporten anfører, at mus og rotter havde spist af de døde heste, og der var ikke synlig tilstedeværelse af vand eller foder.

Da politiet første gang kom i kontakt med Brønderslevfamilien i 2006 skete det på en adresse, hvor huset flød med affald, madrester, videobånd, tøj og legetøj. Alt var forfaldent, beskidt og uhumsk. Der var fugtigt, kloakken var sprunget, og det lugtede af tis.

Det står i en rapport, som en politimand i den daværende Ravnsborg Kommune skrev efter et besøg i familien på Lolland.

- Der var ikke en ledig plads at lege for børnene, og der var ikke noget sted at spise eller lave lektier. Der var ikke noget rent tøj i huset. Det var uegnet til beboelse, skrev politimanden.

Han skrev videre i sin rapport, at den 41-årige tiltalte far var lettere irriteret over besøget og sagde, at det ikke passede så godt på grund af syge børn.

Politiet besøgte igen hjemmet i marts og april 2007 som led i indberetninger til kommunen. Politiet betegnede fortsat hjemmet som uegnet som menneskebolig. Toilettet var tilstoppet, og gulvet flød med snavset, vådt tøj.

Der blev registreret fire biler i indkørslen, de fleste var ikke indregistrerede. Den 41-årige tiltalte familiefar er uddannet mekaniker.

Uhumskhederne i hjemmet for fem-seks år siden gav ikke anledning til, at der den gang blev rejst sigtelse for vanrøgt af børnene.

Det skete først i februar 2010, da familien via Skanderborg var flyttet til Serritslev i Brønderslev Kommune.

Den 37-årige mor ventes afhørt torsdag eftermiddag.

/ritzau/


Nyhedsoverblik