Nogle lejere i almene boligselskaber er så økonomisk trængte at de blot stikker af fra deres lejligheder.
De efterlader sig ikke bare en mængde af deres bohave, men de skubber problemer med regninger og istandsættelse over på de øvrige lejere - og det er man godt trætte af i boligselskaberne.
Lolland almennyttige Boligselskab har godt 500 boliger i Maribo og Rødby - og her oplever man ofte et par sager om måneden, hvor boliger, møbler og huslejeregninger bare er blevet efterladt.
Problemet er kendt i en RÆKKE boligselskaber her i regionen. Det viser en rundringning, som TV2 Øst har foretaget.
For eksempel smuttede omkring 10 lejere sidste år fra regningen i Slagelse Boligselskab.
Og hos Vestsjællands Almene Boligselskab var der 12 lejere, der forsvandt uden at betale.
Hver enkelt flugtlejer koster i snit boligselskabet 40.000 kroner. Og endnu dyrere bliver det hvis nøglen ikke er efterladt. Så ved selskabet nemlig reelt ikke om lejeren nu også ER fraflyttet - og så kan der gå lang tid inden boligen atter kan udlejes