Lejer slæber boligselskab i retten

Hvad ville du sige til at betale husleje på vegne af kommunen? Knud Erik Andersen siger nej tak. Derfor slæber han nu sin boligforening i retten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da Knud Erik Andersen flyttede ind i sin lejlighed, var der et regnestykke, han ikke kunne få til at gå op.

- Jeg kunne se med det samme, at lejligheden ikke var 67 kvadratmeter, som der står i lejekontrakten, siger han.

Lejligheden på Lindeallé i Sundby ved Nykøbing Falster er cirka 60 kvadratmeter. De sidste syv kvadratmeter, som Knud Erik Andersen betaler husleje for, ligger et par hundrede meter væk fra hans bolig. Ifølge Domea, som administrerer Knud Erik Andersens bolig, er kvadratmeterne en del af et fælleslokale for beboerne. Men Guldborgsund Kommune driver et cafeteria i lokalet, som er åbent for alle pensionister i dagtimerne. Kommunen låner lokalet gratis, og det har gjort Knud Erik Andersen vred.

- Hvad ville du sige til, at du skulle betale ekstra husleje for et lokale, som kommunen bruger gratis? Jeg tror ikke, at der er mange, vil, siger han.

Knud Erik Andersen har regnet sig frem til, at det koster ham op mod 5000 kroner om året. Det er penge, som han gerne vil have tilbage. Derfor slæber han nu sit boligselskab, Domea, i retten.

- Jeg er træt af at høre, at de arbejder på sagen. Der sker jo ikke en skid, siger Knud Erik Andersen.

Der er i alt 30 lejere, der via huslejen betaler til det lokale, som cafeteriet bliver drevet i. Alle lejere bor i almene ældreboliger.

- Det er aldrig rart at blive trukket i retten, og det er bestemt også kedeligt for de ældre, der bruger cafeteriet, siger driftschef Kurt Jørgensen.

Knud Erik Andersen har både Indenrigsministeriet og Ombudsmandens ord for, at kommunen ikke må bruge lokalet til at drive cafeteria i. Domea har da også erkendt, at selskabet ikke må låne lokalet gratis ud til kommunen på de nuværende vilkår. Derfor har kommunen tilbudt at købe lokalet. Men selv om det skulle blive en realitet, vil det, ifølge Kurt Jørgensen, ikke ændre på Knud Erik Andersens situation.

- Jeg mener ikke, at der vil blive tale om, at han kan få sine penge tilbage. Der er driftsomkostninger ved at drive alle bygninger i et boligselskab, og de driftsomkostninger skal betales af lejerne. Der er ikke andre til at gøre det. Der er tale om et fælleslokale her, siger driftschef Kurt Jørgensen.

Ifølge bladet Boligen, som har talt med formanden for afdeling Sundtoften, som Knud Erik Andersens bolig også er en del af, er der ikke noget ønske om at ændre cafeteriets status. Formanden Claus Olsson gør opmærksom på, at fælleslokalet kan benyttes af beboerne uden for den offentlige åbningstid.

- Det bliver vel brugt firefem gange om ugen, siger Claus Olsson til bladet Boligen.

Sagen kommer for retten i februar næste år.


Nyhedsoverblik