Skruer der stikker ud gennem træplader, beton beklædt med tynd filt som faldunderlag og elektriske installationer nemt tilgængelige for børn.
Velkommen til Krudtugleland i Næstved.
Næstved Kommune har givet legelandet en byggetilladelse og ibrugtagningstilladelse, men de var ikke blevet oplyst om, at der er mere end et par legetårne i Krudtugleland.
- Jeg føler mig snydt. Det er der ingen tvivl om, siger Jesper Møller, som er byggesagsbehandler i Næstved Kommune.
Lokalpolitiet i Næstved står for godkendelse af trampoliner og hoppepuder. De har modtaget en ansøgning fra legelandet, men de har ikke godkendt den endnu.
- Vi skulle derud på torsdag, siger lederen af lokalpolitiet i Næstved Niels Denny Sørensen.
Nu kan det dog være, de tager derud lidt før. Også en legepladsinspektør fra kommunen skal snart i legeland.
- Vi skal have lukket de aktiviteter, som er ulovlige, siger Jesper Møller.