Leasingfidus eksploderer hos autohandlere

Staten går glip af store summer i afgifter, fordi danskerne i stigende grad køber leasing- og demobiler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gunstige afgiftsregler har fået danskerne til i massivt omfang at købe biler, som tidligere har været på vejen som leasing- eller demobil.

De seneste to år er der blevet solgt 40 leasing- eller demobiler med rabat på registreringsafgiften, hver gang der er blevet solgt 100 nye biler som private bilkøb, viser tal fra Danmarks Statistik.

Tallene kommer ikke bag på Skat, som har haft særligt fokus på fidusen i en periode.

- Vi har en klar fornemmelse af, at der er sket et skred i, hvor mange demonstrationsmodeller, der er registreret hos den enkelte forhandler. Hvor det før kunne være ti om året, er det måske 100 om året nu.

Det siger John Jensen, afdelingsleder for økonomisk kriminalitet hos Skat.

Hvis bilen bliver solgt som fabriksny til en kunde, er der nemlig fuld registreringsafgift på. Men når man køber en demobil eller en leasingbil, så slipper man væsentlig billigere i afgift.

Fidusen er sådan set lovlig, men kun hvis demobilen rent faktisk har været anvendt som demonstrationsmodel.

- Og vores kontroller viser, at mange af demobilerne har ikke været anvendt til det, de skulle, siger John Jensen.

- Det er klart, at når vi konstaterer, at en forhandler har flere demobiler af både samme farve og mærke, så må vi jo selvfølgelig stille spørgsmålstegn ved, hvad meningen med demobilerne er, tilføjer han.

I første omgang er det forhandleren, der tjener på fidusen.

Forbrugeren får typisk nedslag i prisen på for eksempel en demobil, men det kan koste dyrt senere hen. For eksempel i forbindelse med forsikringssager, hvor bilen vil tælle som en brugt bil frem for en ny bil.

85 procent eller 79.800 af de nye personbiler, som bilforhandlerne har købt eller leaset i perioden januar 2007 - juni 2011, er efterfølgende blevet handlet mindst én gang i perioden.

Heraf er 34.400 allerede blevet solgt videre inden for tre måneder efter deres første registrering.

Skat har ikke lavet beregninger på, hvor meget fidusen har kostet i afgiftskroner.

- Men det er klart, at hvis man indregistrerer 100 demobiler i stedet for ti, så har det selvfølgelig en afsmittende virkning på provenuet, siger John Jensen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik