Laveste huspriser siden januar 2006

Prisfaldet på huse har været størst i Storkøbenhavn og mindst i Syddanmark - på landsplan er priserne nu de laveste i to år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Prisen på parcelhuse fortsætter nedturen - og er nu på laveste niveau siden januar 2006. Størst er prisfaldet i Region Hovedstaden, hvor husene er blevet 11,6 procent billigere det seneste år - på landsplan er priserne faldet med 7,1 procent over det seneste år. 

Det betyder, at en almindelig villa på landsplan nu koster 2.002.000 kroner - svarende til en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 14.700 kroner, viser ejendomsmæglerkæden Homes og Danske Banks husprisindeks. 

Også i Region Sjælland er prisfaldet mærkbart - hele 11,2 procent, mens Region Syddanmark omvendt tegner sig for det mindste prisfald på 4,1 procent over det seneste år. 

Også lejlighederne falder fortsat. Samlet set er ejerlejlighederne i Region Hovedstaden faldet med 30 procent siden toppen i efteråret 2006. Det kraftige prisfald på ejerlejligheder har bevirket, at prisniveauet er tilbage ved niveauet i vinteren 2005. En almindelig lejlighed på 80 kvadratmeter koster således i dag 1.840.000 kroner i København mod 2.630.000 kroner i slutningen af 2006 - et fald på 790.000 kroner på godt 2 år. 

De faldende boligpriser gør ondt på boligsælgerne, men ifølge Niels H. Carstensen, kommunikationschef i Home, betyder det, at boligkøberne kan se lyst på fremtiden.

- Markant flere danskere får råd til at købe ejerbolig næste år som følge af skattelettelser og lavere inflation. Vi forudser, at denne cocktail kan gå hen og gøre 2009 til et godt år for købere, for boligpriserne er allerede faldet samtidigt med, at det bliver billigere at låne til boligen, fordi renten er dalet - og nok vil gøre det yderligere i de kommende måneder, siger Niels H. Carstensen.
 
  /ritzau/

160951 CET DEC 08


Nyhedsoverblik