Lars Barfoed: Ældre dommere skal blive ved

Stor straffesag i Ringsted skal begynde forfra, fordi dommeren bliver 70. Justitsminister klar med ny regel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den enorme forsinkelse af en stor straffesag i Ringsted får nu justitsminister Lars Barfoed (K) til at reagere.

Han ønsker loven ændret, så dommere kan gøre de sager, som de er i gang med, færdige, selv om de falder for aldersgrænsen.

I Ringsted skal straffesagen mod en tidligere kommunal chef begynde forfra med en ny dommer, fordi den hidtidige dommer, Flemming Jørgensen, snart bliver 70.

Samtlige 55 vidner er blevet hørt, og der mangler blot nogle få retsmøder, men dommer Jørgensen skal på pension med udgangen af februar og kan ifølge reglerne ikke fortsætte.

- Det forekommer stærkt uhensigtsmæssigt, lyder det fra Lars Barfoed.

- Derfor synes jeg, at det vil være rigtigt at ændre lovgivningen, så den bliver mere fleksibel - for eksempel sådan, at en dommer, der har indledt behandlingen af en sag, kan færdiggøre sagen, selv om aldersgrænsen er nået, siger ministeren.

Dommer Jørgensen foreslog, at han kunne fortsætte som 70-årig som dommerfuldmægtig, men det forhindrer reglerne.

- Det er jeg meget ked af, for jeg mente, at jeg kom med et godt tilbud, har dommer Jørgensen sagt.

Hovedpersonen, en kvinde på 47 år, er tiltalt for mandatsvig for cirka 6,7 millioner kroner. Det første retsmøde blev holdt i april sidste år, og 55 vidner blev afhørt frem til juni. Derefter erklærede kvindens forsvarer, Michael Juul Eriksen, at hans klient nu ville lade sig afhøre.

Samtidig bad forsvareren om en såkaldt tillægsrevision af en række dokumenter fra Ringsted Kommune. Rapporten er først klar senere på måneden, og nu har dommeren givet fortabt.

Ganske vist pensioneres Flemming Jørgensen først med udgangen af februar, men advokat Michael Juul Eriksen har for længst sagt, at han ikke er i stand til at deltage i retsmøder i februar.

- Der er tale om forskellige uheldige omstændigheder, konkluderer dommer Jørgensen om årsagen til miseren.

Nu skal retspræsidenten i Roskilde udpege en ny dommer.

/ritzau/


Nyhedsoverblik