Landsret tidobler bøde til landmand

Sjællandsk landmand får bøde på 20.000 kroner i principiel sag om opbevaring af ulovlig plantegift.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En bøde på 2000 kroner er alt for mild en straf for at ligge inde med det forbudte ukrudtsmiddel Tribunil WP. Det bestemte Østre Landsret mandag, da retten tidoblede den bøde på 2000 kroner, som en landmand fik ved Retten i Næstved.

Landmanden har tilstået at ligge inde med 37 kilo af det forbudte ukrudtsmiddel, som blev forbudt i januar 2008. Det blev afsløret, da plantedirektoratet kom på kontrolbesøg i oktober 2008.

Landmanden havde købt plantegiften, inden forbuddet trådte i kraft, og som sådan havde han ikke gjort noget ulovligt.

Hans fejl var dog, at han ikke fik fjernet den ulovlige gift fra sit kemikalierum, inden forbuddet trådte i kraft.

Den form for lovovertrædelse skal koste en bøde på 20.000 kroner, har Østre Landsret nu bestemt. Dermed ser landsdommerne ti gange mere alvorligt på sagen end byretten.

Det var anklagemyndigheden, der på vegne af Plantedirektoratet, bad om at få sagen prøvet ved landsretten. Man ønskede en principiel stillingtagen til, hvad bøden skal være i den slags sager.

Anklagemyndigheden havde gerne set, at bøden var blevet endnu større. Man havde nemlig forlangt, at landmanden skulle punge ud med 28.000 kroner for sin forseelse.

/ritzau/


Nyhedsoverblik