Landsret: OK til fængsling for babydrab

To mænd fra Odsherred må blive i arresten på grund af mistanken om drab på spædbarn og sexovergreb.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De to mænd, der sigtes for at have dræbt et spædbarn i Odsherred og for en stribe andre forbrydelser, kommer ikke ud i friheden foreløbig.

Dommerne i Østre Landsret har onsdag godkendt den fængslingskendelse, som Retten i Roskilde lørdag afsagde over mændene.

Også landsretten mener, at der er en begrundet mistanke mod mændene, der er 49 og 64 år og i familie med hinanden.

I en årrække skal de have forgrebet sig på den enes datter.

Da hun i 2005 blev gravid og fødte et barn, dræbte de babyen, hævder politiet.

Ved det lukkede retsmøde i lørdags var den ene mands forsvarer ellers sikker på, at politiets materiale var for tyndt.

- Jeg har en helt klar forventning om, at min klient vil blive løsladt, sagde advokat Mikael Dreyer.

Men sådan gik det altså ikke. Begge mænd nægter at have begået forbrydelserne, som også omfatter voldtægt, samleje med et barn under 12 år og anden kønslig omgængelse end samleje.

Sagen skyldes en anmeldelse fra Odsherred Kommune, som i sommer fik kendskab til sagen.

- Vi havde håbet, at der ikke var hold i de mistanker, sagde borgmester Thomas Adelskov (S) forleden.

Sagen er fortsat under efterforskning, og hos politiet ønsker vicepolitiinspektør Per Heide Sørensen ikke at udtale sig.

Blandt andet hævder politiet, at de to mænd i forening med andre forsøgte at give pigen medicin, så svangerskabet ville blive afbrudt.

Overgrebene mod den ene mands datter skal have stået på i hele 15 år, mener politiet.

Fængslingen skal vare frem til 29. november.


Nyhedsoverblik