Det vi har sammen

Landsby til kamp mod fartbøller

Foto: TV ØST

En gruppe borgere er blevet trætte af fartbøller i deres landsby. Derfor stoppede de i dag selv bilisterne på byens hovedgade.

-Børnene kan ikke gå uden at have en voksen i hånden, og folk tør ikke lade børnene cykle i skole, siger Mette Stensgaard-Christensen, der selv bor i landsbyen Tybjerglille Bakker.

Derfor har en gruppe af landsbyens borgere nu besluttet at tage affære. Først stillede de en fartmåler op og fandt ud af, hvor hurtigt bilisterne faktisk kørte gennem byen. Og det viste sig, at bilisterne kører helt op til 110 kilometer i timen - på et sted hvor man kun må køre 50.

Derefter klagede de deres nød til kommunen, som nu overvejer en hastighedensbegrænsning på 40 kilometer i timen. Men det går ikke stærkt nok for beboerne Tybjerglille Bakker.

- Nu har vi parkeret vores biler her i vejsiden for at få folk til at stoppe i dag, fortæller Anne Grete Schmidt, der selv bor i nærheden af Tybjerglille Bakker.

Mange bilister var i dag forstående overfor beboernes aktion.

- Det er fint nok. Farten skal ikke gå ud over børnene, ja den skal faktisk ikke gå ud over nogen, siger bilist Christina Christoffersen fra Haslev.

Initiativet i Tybjerglille Bakker er kun det seneste i en række aktioner her i regionen. I Våbensted på Lolland prøvede man at dæmme op for farten med en falsk betjent. Ved Hovedvej 23 mod Kalundborg har man indsamlet underskrifter og Hammer-Torup har man også startet sin egen trafik-kampagne. Men selv om initiativet i dag blev godt modtaget, så er der alternativer til borgernes aktioner, mener politiet.

- De tager jo på en måde loven i hånden, men så længe det er fredeligt, så går det jo. Men der vil vi så også gerne gøre opmærksom på, at der er et trafikråd og en kommune, som den slags kan gå igennem, siger politikommissær Henning Larsen fra politiet i Næstved.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App