Landsby oversvømmet af kloak-vand

Foto: TV ØST

Kloakkerne virker ikke, og borgerne i Udby må finde sig i gammelt opvaskevand i gaderne.

Det er byens gamle kloaksystem, der har fået nok. Veje, haver og huse står under vand, og det er ikke første gang. I de seneste år har regnvand flere gange sat afløbene ud af drift. I år alene er det anden gang at borgerne må trække i gummistøvlerne.

- Vi er trætte af alt det vand. Det er ikke sjovt. Det render over gadekæret hele tiden, siger Stig Carlsson, som bor den vandplagede by.

En brønd tæt ved byen skulle egentlig skylle vandet væk. Det er Naturstyrelsens opgave, at afløbet fungerer, og tidligere har de forsøgt at skylle vand igennem for at afhjælpe situationen. Men problemet vender alligevel tilbage.

- Det er et gammelt net, og det går let i stykker. Derfor bliver vi nødt til at være over det hele tiden. Det er derfor vi stræber efter en permanent løsning – i stedet for at blive ved med at reparere på det, forklarer H.C. Gravesen fra Naturstyrelsen.

Kommunen, som har det overordnede ansvar, var i mandag ude og kigge nærmere på oversvømmelsen. De vil nu prøve at finde en holdbar løsning, men beboerne i Udby skal ikke regne med, at den ligger lige om hjørnet.

- Lige nu kan de ikke forvente så meget. Det tager noget tid, når vi skal tage fat på og lave om på sådan nogle store ting, fortæller Allan Schmidt fra Vordingborg Kommunes naturområde.

I Udby håber de, at de snart har set det sidste til spildevand i gaderne.

- Om de skal lægge nogle større ledninger eller åbne grøfterne, eller hvad de kan finde på. Men et eller andet skal der ske, mener Stig Carlsson fra Udby.

Kommunen og Naturstyrelsen holder møde på fredag for at blive enige om, hvad der nu skal ske.

03:00 Luk video

 

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App