Landmænd må vente et år på erstatning

Der er stadig ikke blevet udbetalt erstatninger fra Stormrådet efter de store oversvømmelser i sidste sommer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der ligger stadig vand fra sommerens sidste skybrud på godsejer Susanne Hovmands marker. Hun har ikke set skyggen af erstatningskroner fra Stormrådet.

Hun mistede 3,5 millioner kroner i indtægter fra tabte afgrøder, og forventningen er, at hun vil få omkring en million tilbage i erstatning. Men det er lige præcis renterne på den million kroner, som har givet et ekstra tab.

- Det har givet os et tilbageslag, så det kommer til at tage os flere år, før vi får indhentet det, vi tabte sidste år, siger Susanne Hovmand.

Hos Dansk Landbrug Sydhavsøerne er man også frustreret over situationen, og formanden frygter, at det kan ende rigtig galt for nogle af landmændene.

- Vi har nogle medlemmer, som er rigtig hårdt ramt, og det kan betyde deres fremtidige eksistens, siger John Nielsen, der er formand for Dansk Landbrug Sydhavsøerne.

Stormrådet har fået 180 ansøgninger på landsplan, og heraf er omkring 50 fra Lolland og Falster.

- Det har desværre taget langt tid, fordi der har været så mange sager. Men jeg tror, at vi har en ekspedition, der går meget hurtigt fra nu, så der kommer en afklaring inden for meget kort tid, siger Karen Westerbye-Juhl, der er formand i Stormrådet.


Nyhedsoverblik