Landmænd klædes på til erstatningssager

Landboforeningen Gefion hjælper nu Sjællandske landmænd med at blive klædt på til deres erstatningssager mod kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Landmænd og andre, som i sommer har været ramt af oversvømmelser, kan nu blive klædt på til at søge erstatning hos kommunen. Landboforeningen Gefion indbyder til møde på foreningens center i Sorø den 21. september. Her vil blandt andet en advokat fortælle, hvordan en erstatningssag gribes an, hvis kommunen har forsømt sin pligt til at holde vandløbene ved lige.

Gefion har allieret sig med advokat Steffen Olsen-Kludt, der er specialist i erstatningssager og landbrugets retsforhold. Han vil på mødet belyse, hvad der skal til for at kræve erstatning af kommunen, hvis man har været ramt af oversvømmelse.

En anden mulighed, der orienteres om på mødet, er statens stormflodsordning. Den blev i juli 2010 udvidet til også at omfatte erstatning for skader efter ekstreme oversvømmelser fra vandløb og søer.

Det vil også blive oplyst, hvordan et vandløbslav oprettes og fungerer. I mange tilfælde er det konstruktivt, hvis landmænd går sammen og danner et lav, som kan gå i dialog med kommunen om de lokale forhold og sikre, at de enkelte vandløb holdes i en forsvarlig stand.

Gefion har valgt at sende et åbent brev til samtlige kommuner i vores område, for at gøre politikerne opmærksomme på, at den ændrede klimasituation og den nuværende måde at vedligeholde vandløb på ikke længere er tilstrækkelig. Der er brug for en ny langsigtet strategi for at sikre, at der kan ske den nødvendige afvanding af de vandløbsnære arealer. 

Mødet den 21. september begynder kl. 19.00 og holdes hos Gefion, Fulbyvej 15, Sorø.


Nyhedsoverblik