Det vi har sammen

Landmænd i oprør

Foto: TV ØST

Landmændene i regionen er utilfredse. De har nemlig udsigt til at skulle lade dele af deres marker ligge hen. Det er nye miljøhensyn, der betyder, at der ikke må dyrkes jord i nærheden af søer og vandløb

En ny miljølov betyder, at alle landmænd på landsplan skal afstå op til 10 meter af deres marker, hvor de grænser op til vandløb, søer eller vandhuller. Det sker for at mindske udvaskning af kvælstof og fosfor. For Lars Hansen, der er landmand i Store Heddinge, betyder det, at han mister tre hektar af sit dyrkningsareal.

-Jeg mister 15.000 kroner på manglende indtægt fra min jord. Jeg har jo købt jorden til dyrkningsformål, og værdien af den alene er en halv million kroner, siger Lars Hansen.

Han er ikke den eneste, det går udover. Over hele landet har der i dag lydt et ramaskrig fra flere landboforeninger. Flere opfordrer deres medlemmer til civil ulydighed og nægte at lade arealerne stå udyrkede. Her i regionen slår man dog koldt vand i blodet. Formanden for Sydøstsjællands Landboforening, Jørgen Pedersen, frygter dog, at kompensationen fra staten ikke kommer til at svare til landmændenes udgifter.

-Det er meget forstyrrende, at vi kommer til at miste penge, og det synes jeg ikke er rimeligt. Vi vil gerne have natur, og vi har betalt for vores jord. Hvis samfundet vil have den, så må de også betale ordentligt for den, Jørgen Pedersen.

 

Gennemsnitlig kompensation

Kompensationen til de berørte landmænd bliver fastsat i løbet af de kommende måneder. Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Mette Gjerskov, opfordrer i mellemtiden landmændene til at tage den med ro.

-Det er den mulighed, vi har, der er mindst smertefuld for at undgå forurening. Hensigten med kompensationen er at dække et tab for landmanden, men en sådan kompensation er jo i høj grad gennemsnitlig. Derfor vil det også være gennemsnitlig, hvad landmændene får i erstatning, siger
hun.

I mellemtiden må landmændene væbne sig med tålmodighed. Det påvirker Lars Hansen, som per 1. september helt skal
stoppe med at dyrke de berørte områder.

-Usikkerheden er frustrerende, indtil reglerne kommer på plads. Men lige nu synes jeg ikke, at det ser ud til, at jeg bliver kompenseret, som jeg mener, jeg skal, siger Lars Hansen.

02:05 Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App