Landmænd er i vildrede om gyllealarmer

OPDATERET: De nye regler om gyllealarmer skulle egentlig sikre vandløb mod forurening fra gylletanke. I stedet har reglerne skabt en masse forvirring.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hos Gefion i Sorø, der rådgiver landbrug i Østdanmark, får man i øjeblikket dagligt henvendelser fra landmænd, der er i tvivl om reglerne om gyllealarmer, skriver DR Sjælland.

De er usikre på, om de er blandt dem, der skal installere alarmer på deres gylletanke, og samtidig er de ramt af, at reglerne blev meldt ud meget sent.

- Det var først den 20. december, at Miljøstyrelsen definerede reglerne nærmere. Det vil sige, at landmændene reelt kun har haft mellem jul og nytår til at få tjekket, om de var omfattet eller ej. Og det er selvfølgelig ikke acceptabelt, siger Jens Egon Bjerregaard, der er bygningskonsulent hos Gefion.

Landmand Lars Nobel fra Sorø har valgt at sætte både barriere og alarm op, selvom han ikke er sikker på, om han egentlig skal.

- Det kan jeg jo ikke se. Og egentlig skulle vi jo have haft en vejledning for at kunne gøre det rigtigt første gang. For min har kostet 25.000 kroner, og det er mange penge for en svineproducent i øjeblikket, siger Lars Nobel til TV2ØST.

Svært at undersøge

I nogle tilfælde har myndighederne givet besked til de landmænd, der er berørt af de nye regler. Men hvis det ikke er sket, er det landmanden selv, der skal undersøge, om hans gylletank har en beliggenhed, der kræver installation af gyllealarm.

Det kan i nogle tilfælde indebære, at han skal have opmålt, om hans jord skråner mere eller mindre end seks grader ned mod et vandløb. En opmåling, som mange landmænd har svært ved at foretage selv.

- Det kan man jo ikke se på den her skråning - det skal man jo nærmest have en landmåler til, siger Lars Nobel.

Reglerne om gyllealarmer kritiseres på en række andre punkter. Blandt andet er der rejst kritik af, at der ikke er nok kontrol med, om alarmerne bliver sat op. Det vækker også undren, at alarmerne ikke skal igennem en officiel kvalitetsgodkendelse, før de kommer i handlen.

Masser af tid

Hos Miljøstyrelsen er der ikke meget sympati at hente.

-Landmændene har jo vidst det her længe. Og det er relativt overskuelig teknik, og derfor er det også relativt overskuelige funktionskrav, som vi har kunnet stille til de her alarmer, siger kontorchef i Miljøstyrelsen, Sune Schou, til TV2ØST

Der er dog bred enighed om, at gyllealarmer som sådan er en god idé.

Tre af de vigtigste regler for de nye alarmer:

1. Hvis gylletanken ligger inden for 100 meter fra en sø eller et vandløb - så kræves der nu en gylle-alarm.

2. Hvis der er en hældning fra gylletanken på mere end 6 grader ned mod vandet - så kræves der tilmed en vold rundt om tanken.

3. Og uanset hvor tanken ligger...Hvis den ligger på en skråning der hælder mere en seks grader, så skal der både installeres en alarm og bygges en barriere rundt om beholderen.

Læs hele vejledningen her


Nyhedsoverblik