Landbruget vil fortsætte kampen mod vandplaner

Foto: TV ØST

Landbrug og Fødevarer glæder sig over udskudte miljøafgrøder, men kræver fortsat, at vandplaner bliver ændret.

Erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer vil fortsætte kampen mod regeringens vandplaner, som i sidste måned blev erklæret ugyldige af Natur- og Miljøklagenævnet efter en række klager om for korte høringsfrister.

Det fastslår organisationen, der selv var blandt klagerne, efter at miljøminister Ida Auken (SF) og fødevareminister Mette Gjerskov (S) mandag har meddelt, at landmændene som følge af sagen kan vente med at dyrke miljøafgrøder frem til høstsæsonen 2014/15.

Glad over at slippe for afgrøder

Miljøafgrøderne - eller efterafgrøderne - dyrkes, efter at en hovedafgrøde - for eksempel korn - er høstet. Miljøafgrøden vil så optage de næringsstoffer, der er i jorden, så de ikke vaskes ud i vandmiljøet.

- Vigtigst er at bemærke, at danske landmænd ikke skal udlægge de 140.000 hektar efterafgrøder, de ellers var tvunget til ifølge vandplanerne. Indtil videre er det krav udskudt et år, siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug og Fødevarer.

- Vi vil kæmpe videre for, at kravet bliver helt ophævet i de kommende vandplaner. Der er tale om et krav, der er meget dyrt for landmændene, og som mange steder slet ikke giver bedre miljø, tilføjer han i en kommentar til mandagens afgørelse.

Juridisk ugyldige

Dyrkningen af miljøafgrøder er udskudt, fordi de juridisk er bundet op på de nu ugyldige 23 vandplaner, skriver Miljøministeriet.

Til gengæld slipper landmændene ikke for at overholde de omstridte randzoner, hvor det er forbudt at dyrke afgrøder 10 meter fra åer, søer og vandløb.

Randzonerne, der skal bidrage til et renere vandmiljø, er nemlig indført ved lov og ikke koblet op på vandplanerne, men Landbrug og Fødevarer tvivler på, de vil have nogen nævneværdig effekt.

Vil forske sig fri af randzoner

Derfor vil organisationen ifølge Lars Hvidtfeldt fortsat "kæmpe benhårdt for", at den miljømæssige effekt vil kunne opnås langt billigere "ved at sætte målrettet ind på baggrund af solid faglig viden om vores vandmiljøers sårbarhed i for eksempel fjordene".

- Vi er ene og alene interesseret i indsatser, hvor der er fås mest miljø for pengene, siger viceformanden for Landbrug og Fødevarer, der fortsat kræver vandplanerne lavet helt om.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App