Lærerne i Ringsted og Sorø føler sig inkompetente

Foto: TV ØST

Det ser sort ud for undervisningen på de sjællandske folkeskoler. Det viser en undersøgelse, som Ringsted-Sorø Lærerforening har lavet.

Undersøgelsen viser nemlig, at over halvdelen af klasselærerne på kommunernes 21 folkeskoler vurderer, at deres kompetencer ikke er i orden, når det kommer til at rumme alle elever i en klasse.

Samtidig vurderer lidt under halvdelen af de samme lærere, at der er elever i deres klasse, der er så svært pædagogisk håndterbare, at de ikke egner sig til normal undervisning.

- Det her er ikke et lille problem, der bare kan fejes ind under gulvtæppet. Det er et problem, der skal løses nu og her. Sådan siger Niels Ove Rysager, der er næstformand for Ringsted-Sorø Lærerforening.

Det, der bekymrer lærernes fagforening, er en spørgeskema-undersøgelse blandt alle klasselærerne på Ringsted og Sorøs 21 folkeskoler. Konklusionen er klar. Det står skidt til med rummeligheden i klasseværelserne. Faktisk føler i gennemsnit flere end halvdelen af lærerne, at de ikke er i stand til at rumme - både de svage og de stærke elever.

- Det er mest synd for de børn, det går ud over. Når man har en klasse vil der altid være to-tre børn, der har svært ved at være i klassen. Så det er synd for dem, men det er så sandelig også synd for de andre børn, der skal rumme dem.

Hos Dansk Folkeparti overrasker undersøgelsen ikke uddannelsesordføreren. Han vil have mere kæft, trit og retning.

- Det, der er behov for, er, at man sætter ind med konsekvens; at læreren igen bliver en autoritet, mener Martin Henriksen, der er næstformand i Folketingets Uddannelsesudvalg.

Lærernes fagforening er ikke overraskende uenig. Den efterlyser penge til efteruddannelse af medlemmerne.

- Sådan at de lærere, der er i det, bliver i stand til at løfte opgaven, så alle børnene får den undervisning, de har ret til og krav på, slutter Niels Ove Rysager.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App