Længere ventetid på høreapparater

Ventetiden på at få et høreapparat er blevet fordoblet her i regionen. Til stor gene for borgerne, og nu er politikerne klar til at gribe ind.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ventetiden i regionen for at blive undersøgt, så man kan få et høreapparat er nu over et år. Og det kan få stor betydning for dem, der må vente. 

- For dem med meget nedsat hørelse, kan det betyde at de bliver socialt isoleret og måske i værste tilfælde mister deres job eller den uddannelse de er i gang med, siger Landsformand i Høreforeningen Søren Dalmark.  

I Slagelse er ventetiden steget fra 27 til 62 uger, i Nykøbing Falster fra 32 til 56 uger og i Roskilde fra 52 til 104 uger. Altså en fordobling inden for det seneste år for Region Sjællands sygehuse. Politisk er man ikke begejstrede over tallene.  

- Det er ikke godt nok. Det skyldes selvfølgelig personalemangel, og er altså ikke direkte et spørgsmål om penge. Men vi bliver nødt til at gå ind og gøre noget ved det, siger Formand for Forum for sygehuse i Region Sjælland Palle Andersen (V).

Som patient får man et tilskud på 5600 med over i det private. Men kun i en fjerdedel af tilfældene er det nok til at betale for høreapparat. Brugerne risikerer altså at skulle af med adskillige tusinde kroner selv. 

- Det skal vi udligne på en eller anden måde, enten ved at give mere i tilskud eller skabe nogle kortere ventetider, siger Palle Andersen.


Nyhedsoverblik