Læger: Spred ikke kræftbehandling

Rigshospitalets læger forudser at det vil koste liv, hvis Sundhedsstyrelsen giver Roskilde Sygehus lov til at forsætte behandlingerne for kræft i æggestokkene. Sundhedsstyrelsen er klar med en beslutning senest i næste uge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Winni Sonne har fået erstatning fra Patientforsikringen efter hun blev behandlet for æggestokkekræft på Roskilde Sygehus.

Da hun i 2002 blev opereret, vurderede lægerne fejlagtigt, at det ikke var muligt at fjerne al kræften.
Efterfølgende var Winni Sonne igennem et kemoforløb. Kræften kom dog tilbage, men Roskilde Sygehus ville ikke operere hende. Derfor opsøgte Winni Sonne selv Rigshospitalet - og de sagde ja til en operation.

- Den operation vi lavede her, var den, der gjorde, at hun overlevede, siger Lene Lundvall, der er Klinikchef på Rigshospitalet.

Og hun er tilsyneladende ikke den eneste, der ikke har fået tilstrækkelig god behandling på Roskilde Sygehus.

- Jeg har kendskab til andre tilfælde, siger Lene Lundvall.

Sundhedsstyrelsen har selv anbefalet at behandlingen for kræft i æggestokkene kun foregår på fem centre. Men Roskilde Sygehus har fået dispensation til at behandle kræftformen, og nu skal Sundhedsstyrelsen altså tage stilling til, om de fremover også må behandle æggestokkekræft.

Men lægerne på Rigshospitalet er enige i Sundhedsstyrelsens oprindelige vurdering om, at behandlingen kun skal foregå fem steder.

- Risikoen kan være, at overlevelsen for danske kvinder går ned igen, siger Lene Lundvall fra Rigshospitalet.

De anbefaler, at man ikke bliver opereret på Roskilde Sygehus.

- Jeg synes, man skal følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger og benytte det fri sygehusvalg, så man kan blive opereret på et af de fem ekspertcentre, siger Bent Ottesen, centerdirektør på Rigshospitalet.

På Roskilde Sygehus afviser man, at der er patienter, der ikke er blevet behandlet korrekt

- Det er en påstand fra Rigshospitalets side. Vi behandler patienterne på niveau med alle andre centre. Vi ved, at æggestokkekræft er en alvorlig sygdom, der kan komme igen. Det sker her, og det sker alle andre steder, siger Charlotte Wilken-Jensen, ledende overlæge på Roskilde Sygehus.

 


Nyhedsoverblik