To læger kritiseres efter barns død

Foto: TV ØST

En vagtlæge og en læge kritiseres af Patientklagenævnet efter 14 måneder gamle Christians død. Han havde slugt et batteri og trods familiens gentagende advarsler overså hele 11 forskellige læger situationens alvor.

Christians dødsfald blev af familien overbragt til patientklagenævnet. De har nu afgjort at kun to læger står til kritik, det skriver Berlingske Tidende.

- Nu har jeg det rigtig godt med, at der er en afgørelse. Jeg kan se at der er rigtig mange, der har taget vores klage alvorligt, og at man nu erkender at der er fejl i systemet, siger Jette Pedersen, der er mormor til Christian.

Kritikken rettes mod en vagtlæge og en læge på Holbæk Sygehus, som sygehuset ikke kan identificere.

Den 14 måneder gamle dreng døde, da et minibatteri satte sig fast i halsen og ætsede hul i hans spiserør. Før sin død blev drengen hen over to uger tilset af i alt 11 læger hos vagtlægen og på sygehuset, uden at batteriet blev opdaget.

Drengens familie siger, at de i sin tid advarede flere af lægerne om, at han kunne have slugt et minibatteri. Men ingen af lægerne tog det røntgenbillede, der kunne have afsløret batteriet i drengens hals.

- Vagtlægen får kun kritik for at have udfærdiget journalen forkert, men vi mener også at vagtlægen skulle have kritik for ikke at have handlet på vores henvendelse, siger Jette Pedersen.

Vagtlægen noterede ikke i journalen, at drengen havde slugt et batteri, selvom familien havde gjort ham opmærksom på det. Det får han kritik for. Til gengæld finder klagenævnet det i orden, at han råder familien til at lade batteriet være i stedet og vente på, at det kommer ud med drengens afføring.

- Det har altid været sådan at vi siger at ting der bliver slugt det normal kommer ud i den anden ende, det her det viser så, at det gør det måske ikke i enkeltstående tilfælde, det må vi så tage ved lære af siger Henning Orsholt, der er koordinerende vagtlægechef i Region Sjælland.

Den anden læge fra Holbæk sygehus får kritik for at have håndteret Christians laboratorieprøver forkert, men lægen kan ikke identificeres

- jeg synes, at en læge som er ansvarlig for prøver på et hospital også bør have at vide, når vedkommende har handlet forkert. Der bør være en konsekvens, når man laver en fejl, siger Jytte Pedersen.

Sagen har dog gjort en forskel - På hospitalet er der nye arbejdsgange og alle opkald til vagtlægen bliver nu optaget på bånd.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App