Lægehelikoptere på vej i hele landet

Foto: TV ØST

Fra det nye år er det ikke kun tilskadekomne i Region Sjælland, som kan få hjælp fra en lægehelikopter. Ordningen vil fra marts eller april blive landsdækkende.

Blodpropofre og alvorligt tilskadekomne i trafikulykker overalt i landet vil snart kunne få hjælp fra lægehelikoptere, som både vil bringe specialister ud til skadesstedet og sørge for, at patienter også fra tyndtbefolkede udkantsområder hurtigt kan blive bragt ind til et hospital, skriver Berlingske Tidende.

En ordning med lægehelikoptere vil fra marts eller april næste år i realiteten blive landsdækkende, og samtidig tages der skridt til, at helikopteren kan stige til vejrs hele døgnet og ikke kun i dagtimerne, som det er tilfældet med den nuværende ordning på Sjælland.

Det er perspektiverne, efter at Region Midtjylland og Region Nordjylland nu har sendt driften af en lægehelikopterordning i EU-udbud med forventet start i marts-april næste år.

Jens Ravn, formand for det præhospitale område i Region Sjælland, siger til TV2 Øst i dag, at sjællænderne dog ikke skal føle sig snydt over, at lægehelikopteren her kun flyver om dagen.

-  I Region Sjælland har vi valgt at vi flyver om dagen. Det begynder at blive meget besværligt, hvis helikopteren også skal kunne flyve i mørke. Så skal der pludselig være ikke bare een men to piloter og desuden kan man ikke bare lande på en mark, som vi kan nu, men kun på udvalgte steder, hvor der er deciderede helikopterlandingspladser. Det gør hele ordningen langt mere ufleksibel, siger Jens Ravn, der fremhæver, at Sjællands redningshelikopter i dag kan lande på alt lige fra folks baghave til marker tæt på ulykkessteder.

- Og skal vi bruge en helikopter om aftenen eller natten, bruger vi bare redningshelikopteren, siger Jens Ravn til TV2 Øst.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App