En læge erkender, at familien fortalte om det slugte batteri, skriver Berlingske Tidende. Familien til et-årige Christian Jim Andersen, der døde efter at have slugt et batteri, får nu medhold i, at de gjorde opmærksom på minibatteriet, da de henvendte sig til sundhedsvæsnet i november.
Ledende læger fra Region Sjælland har ellers offentligt betvivlet familiens troværdighed på det punkt. Berlingske Søndag kan i dag referere lægernes forklaring i sagen om drengen, fordi sagen er overgivet til Patientklagenævnet, der skal vurdere ti læger ud fra 13 kritiske spørgsmål.
En del af sagen er stadig påstand mod påstand. Men den første vagtlæge, familien kontaktede, erkender, at han blev oplyst om mistanken om et slugt batteri, men at han ikke noterede det i hverken Christians, morens eller morfaderens journal. Én anden læge erkender, at han kan have taget fejl af »papir« og »batteri«.