Læge bliver tiltalt for uagtsomt manddrab

Foto: TV ØST

Den omstridte speciallæge Tibor Kodra fra Næstved skal tiltales fordi en patient for tre år siden døde efter en næseoperation

Den omstridte speciallæge Tibor Kodra fra Næstved bliver tiltalt for uagtsomt manddrab efter straffeloven og for ved manglende omhu at have overtrådt lægeloven. Det oplyser chefanklager Otto Høj Madsen til P4 Sjælland.

Sagen har været behandlet flere måneder i Retslægerådet, men nu er anklageskriftet færdigt og der vil derfor kun gå få uger før sagen bliver berammet.

Øre-, næse- og halsspecialisten bliver tiltalt, fordi han for tre år siden trængte ind i en 69-årig patients hjernevæv under en næseoperation. Det udløste kraftige blødninger, som patienten døde af otte dage senere.

Anklagerens påstand er ifølge P4 Sjælland at Tibor Kodra skal have en bøde og at han bliver frataget retten til at praktisere som læge.

I følge juraekspert Gorm Toftegaard Nielsen,  hænger den straf, som Tibor Kodra står til at få, tæt sammen med hans erhverv som læge.

- Det er et meget specielt erhverv. Hvis man begår en fejl i sit arbejde kan det få meget alvorlige konsekvenser, siger Gorm Toftegaard Nielsen.

- Hvis man straffer for hårdt, vil man simpelthen ikke kunne få læger til eksempelvis at operere, og en bødestraf er faktisk ganske hård, fordi lægen så er mærket for livet for at have begået en fejl, siger Gorm Toftegaard Nielsen i dag til TV2 Øst.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App