Låste tricktyve inde

To piger forsøgte sig mandag som tricktyve mod en 86-årig kvinde i Holbæk, men hun låste dem inde og tilkaldte politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 86-årig kvinde optrådte ualmindeligt snarrådigt, da hun mandag eftermiddag blev opsøgt af to 15-årige piger, som forsøgte at stjæle fra hende, oplyser politiet.

Pigerne ringede på døren hos den 86-årige i Brogade i Holbæk. Mens den ene straks gik ind i lejligheden, blev den anden hos kvinden i entréen. Det tiltænkte offer spurgte, om de var fra hjemmeplejen, hvilket de svarede ja til. Men da de begyndte at rode i hendes skuffer og skabe, spurgte hun, hvad de lavede.

Det fik pigerne til at true kvinden, som så sit snit til at forlade lejligheden og låse efter sig. Hun gik derefter ned til underboen og tilkaldte politiet, som kort efter anholdt de to 15-årige i hendes lejlighed.

På grund af truslerne mod den 86-årige sigtes de to piger for røveriforsøg.

/ritzau/


Nyhedsoverblik